Anders Vægter Nielsen

Watch out: Nu udkommer min samling af eventyr

Forsiden er med tegning af Christian Lemmerz.

Danske Skønlitterære Forfattere, DSF, har lavet et vist nok inden for litteraturen enestående tiltag, i det mindste i vores hjemlige andedam – nemlig at uddele legater efter anonymiseret ansøgningsprocedure. Det kan man læse om her: https://forfattere.org/nyt-legat/.

Nu har udvalget færdiggjort deres arbejde, og når jeg nævner det her, skyldes det, surprise, surprise, at jeg hørte til blandt de heldige, der modtog et legat: https://forfattere.org/modtagere-af-dsfs-arbejdslegater. Det blev jeg glad for.

Så udkommer Hvid dromedar. Fortællinger og bevægelser – d. 23. september.

Jeg har ikke selv haft bogen i hånden endnu.

Circa sådan her skulle forsiden gerne se ud:

Landkortet på side s 101 i Københavnerdiagnosen og som ses ovenfor, er vist ikke et rigtigt landkort. Måske er det slet ikke et kort. Det udgøres bare af en flok bynavne, navne på øer og stedbetegnelser af visse områder, der synes mere eller mindre tilfældigt udvalgt – måske bortset fra de største byer. Men eftersom mange af stederne er nævnt i bogen, er de vel netop ikke tilfældige.

Det pjankede kort, eller hvad det er, fungerer som illustration i satiren. Det er gengivet vis a vis en side med sætninger som: Motorveje rules! For ever! // Langeland rules! // Bornholm har meldt sig ud. // Bornholm rules. Kun naturreservater med stilhed er tilbage. Alt andet er larm. Alle jubler. // Læsø læsker sig på landkortet midt i et hav. Danerne rammes af kollektiv sindssyge // Vi går til bageren, når vi går ud i naturen. Husk vandrestøvler, når du ser på sommerfugle. // Goretex rules. Alle jubler! // Uldundertrøjer. Jakker med svedabsorberende effekter. // Han Herred annekterer Skotland. Thy balancerer på en sky. // Flensburg freder Fredericias friske fyre […] Og så videre. Ja, dette er en reklame. Nå, men på det her sted i beretningen er hovedpersonerne – dvs fortælleren Andreas og hans venner, Burak, Ulf, Lisa, Cyrus og José – ved at blive grundigt skæve og fulde. Ordene må man tro kommer fra Andreas selv. Måske. I forhold til det her med landkort overvejer jeg lige noget mere principielt. Som sikkert er totalt banalt:

Mon ikke de fleste af os render rundt med diverse kort oppe i hovedet? Man har vel for eksempel i sig et kort over lejligheden man bor i, eller huset, og over haven, hvis man har én, og over de nærmeste gader, eller vejene, over kvarteret, mere eller mindre, den vej krydser lige dér, over parken, stierne, eller over de nærmeste landsbyer, over bydelen, over landsdelen, nationen, landet, over det nordlige Europa måske, over Sydamerika, Maghreb-landende, Vest-Afrika, Asien, åh, ja, man har rejst i området adskillige gange … hvor kortets udformning primært vil afhænge af to faktorer: De steder man selv har opholdt sig og den almene interesse for geografi, herunder hangen til at kigge på kort. Men dertil kommer vel, hvad man måske kan kalde erindringens kort.

På mit kort optræder fx Maribo, Falster, Brøndbyøster, Odense, Rødding. Det er steder eller områder, der betyder noget i min erindring. I bogen overføres de via mit quasi-alter ego, som er fortælleren Andreas. Sådanne indre kort tror jeg ikke altid er stabile eller konstante. De er det i hvert fald ikke i mit tilfælde. Senest er Thy begyndt at betyde en del for mit indre Danmarkskort, hvad det ikke gjorde på samme måde for 10 år siden.

For 10 år siden var mit kort over Spanien meget tydeligt for mig pga diverse ophold i Spanien, men det fader, fordi det er så længe side jeg har opholdt mig i Spanien (bortset fra Madrid). Til gengæld er mit México-kort blevet større og større og mere og mere nuanceret, fordi jeg på få år har været på flere lange rejser i México. Odense er den by jeg tilfældigvis bor i, og dens landskab flyder rundt i mig på en særlig måde, tror jeg, alt imens jeg bemærker forandringerne i byen. Måske kan man godt kalde dét kort for en konstant – i al sin interne foranderlighed. Men kortene som helhed opfatter jeg altså ikke som generelt konstante eller stabile, de forekommer mig konstant i bevægelse som så meget andet i livet. Visse kort opstår. Visse udbygges eller fragmenteres med tiden. Visse kort går i glemmebogen. Visse kort aktiverer man, og så vækkes de til live igen. Så føles de fuldstændig nye, selv om de måske blev dannet for længe siden. I én.

14. oktober udkommer ‘Københavnerdiagnosen’. På bogens bagside kan man læse, at:

Københavnerdiagnosen er en rablende satire over Danmark og det danske, med udgangspunkt i det københavnske. Vi følger fortællerens irritationer og erindringer, påstande og forestillinger om tilflyttere og fraflyttere, og om sproget og sproglige forandringer i København og alle mulige andre steder. Han udfærdiger en ‘diagnose’, og sender den til sine venner. Senere samler han dem i lejligheden i Odense, hvor de skal forberede en vigtig aktion: En københavnerjyde skal bortføres. Sandheden må tvinges ud af hende! Tilflytteren må indse sin sande identitet …

Så deet.

Tidsskriftet ‘Dansk Kirketidende’ bad mig om at lave en anmeldelse af Kasper Bro Larsens Jesus – som er Tænkepause nr. 64 i serien af småskrifter fra Aarhus Universitet. Uanset hvilken interesse man måtte have for eller i kristendom eller religion (måske bortset fra den allermest dogmatiske), vil jeg i den grad anbefale dette lille skrift. Hvilket fremgår. Anmeldelsen findes i tidsskriftets nr. 3, 2019. Se teksten her. Link nr to er min egen rå pdf, som måske er nemmest at tilgå og læse:

Jeg har bidraget til to antologier, der er udkommet her i foråret.

Den ene hedder Superstrenge. Naturvidenskabelig dansk lyrik. Udover forord, introduktion & inspiration, består bogen af 75 digte skrevet af 32 danske forfattere i perioden 1573-2015. Man kan læse mere om sagen ved at bladre lidt hér:

 

Den anden antologi hedder Kill your darlings. Krimidigte, og består udover et forord og et efterskrift af digte skrevet af 27 forfattere/digtere bosiddende på Fyn. Den udkom på Verdens Poesidag 2018:

https://bogmarkedet.dk/event/kill-your-darlings-krimidigte

 

 

 

Min lille bog ‘Trappevask’ kan ses fint anmeldt her:

https://www.fyens.dk/Kultur-Danmark/Roman-Sisyfos-som-trappevasker/artikel/3200583

Den følgende tekst fandt jeg i mit arkiv, et morads af filer, så det er nok ikke et rigtigt arkiv. Det er nok ikke noget, der kan afsluttes. Det er ikke en trøst, at Horace Engdahl siger at litteratur principielt er uafsluttelig, og at jeg er enig i det udsagn.

————————————————————————————-

Jeg glor ud af lejlighedens vindue.

Jeg ser en sortglinsende krukke med noget violet stikkende op over kanten på krukken.

Krukken minder mig om noget værdigt. Måden den ser ud på, måden den står på. Den står på en lille afsats øverst på trappen ved den mørkeblå dør.

Det har undret mig at der ingen vinduer er i denne røde bygning, der ligger bag ved banken.

Jeg har forestillet mig forskellige grunde til vindueløsheden. Men alle disse mulige grunde og fantasier bortjoges som af styrtregn for at fortsætte ned i en rist, da jeg i går via den åbnede blå dør kunne se håndværkere i arbejde, derinde, i rummet. Mystikken forsvandt i bevidsthedens afløb.

Jeg så ingen hylder med stablede guldbarrer.

Nu går jeg ned ad en gade.

Dette er med sikkerhed en gade i en by.

Det kommer til min bevidsthed. Det vil sige, det kommer endeligt til min bevidsthed som bygninger. Det vil sige huse med blokke i etager til begge sider. Det er huse fra anden til femte etage. Bebyggelsen er varieret i højde og farver. Bygningerne kan være gule (bleggule), røde eller hvide. Dertil kommer vejens og fortovets grå, der korresponderer med lyden af biler der farer forbi mig og en pludselig lyd, en billist der anvender hornet. Det sker ikke så tit. En flok alliker højt over mit hoved. Deres stemmer lyder som en gentagende klirren, som en raslen af glasskår. Det må være morgen.

Jeg er nok gået for vidt med hensyn til hvad jeg hører og ser.

Min situation er enten langsomt eller med ét gået op for mig.

På dette afsnit af fortovet er fliserne røde, det forekommer mig usædvanligt. Egentlig ser jeg ikke det store.

Jeg har travlt. Jeg er på vej på arbejde. Eller måske er jeg blot på vej i en retning som et retningsløst menneske. Var jeg ikke i en by, kunne jeg måske være ude at jage. Jægerne i visse stammer bemaler sig før de tager på jagt. Jagt har en tydelig retning. Et bytte skal nedlægges. Man tager ånder eller guder eller heldet i ed. Man bliver måske selv en ånd, en gud eller en dæmon. Man forener sig med det åndelige udenfor én, som på forhånd findes i én, eller vice versa. Der findes utallige variationer.

Jeg må vente på bussen. Det er det jeg skal. Først nu kan jeg sætte mig og (nu) skrive dette og det foregående. Jeg måtte lede efter en bænk at sætte mig på, for bussen går til Provinsbyen. Og bussen til Provinsbyen går først om en halv times tid.

Jeg er kommet for tidligt.

Således kunne jeg i det mindste huske eller ræsonnere mig frem til hvorfor jeg endte ved busstationen, hvilket ærinde jeg havde. Det var det jeg skulle, og det var busstationen jeg skulle hen til.

Det er mærkeligt at man kan glemme, hvad man skal undervejs uden fuldstændigt glemme det. Angst, som et jag, et stik i hjertekulen. Angst, der transformeres til frygt. Man. Jeg. Mig.

Jeg måtte to gange tænke mig om for at forstå hvorfor jeg gik hvor jeg gik, fordi jeg fortabte mig. Først da jeg nærmede mig Banegården forstod jeg det. Jeg forstod det igen. Jeg glemte det i adskillige minutter. Jeg havde fortabt mig i tanker og syner.

Jeg bor i en provinsby.

Den bus jeg venter på, går til Provinsbyen cirka en gang i timen. Altså til en anden Provinsby. Provinsbyen jeg skal hen til er en anden, en mindre provinsby end den provinsby som jeg selv bor i. Jeg skal rejse fra noget man opfatter som større til noget man opfatter som mindre, fordi det er mindre.

Større og mindre har med antallet af huse og antallet af gader at gøre. Dermed har det også med antallet af indbyggere at gøre. Der er færre huse og færre gader end hér, der er langt færre huse og gader. Gågadenettet i Provinsbyen er meget mindre, der er vel kun tale om en enkelt gade og altså intet net. Der er færre butikker og der er færre spændende butikker i Provinsbyen, end hér i provinsbyen. Visse huse i denne store provinsby er af en størrelse som slet ikke findes i den lille.

Man kan sige sig selv, at der må være forskel på indbyggerne i Provinsbyen og den betragteligt større provinsby, som jeg selv bor i. Hermed er intet sagt om mulige forskelle med hensyn til uddannelse, køn, alder, socialt betingede sygdomme, indkomstniveau, kulturelle tilbud, antallet af værtshuse eller caféer de to byer imellem. Så dum er jeg ikke. Jeg føler mig tiltrukket af Provinsbyen. Jeg føler mig også tiltrukket af endnu mindre provinsbyer, og af det man engang kaldte landsbyer, for ikke at tale om flækker – en rolle, det der før hed landsbyer har overtaget – for slet ikke at tale om samlinger af to eller tre eller fire-fem huse ved en jernbaneoverskæring, som det sted jeg selv voksede op. Med bygstrå i mund. Rask vandrende til skovs og de store oplevelser, der ventede mig dér. Jeg ventede mig hver gang meget. Jeg gider ikke komme ind på begrebet stationsbyer.

Hvad der interesserer mig er det man ikke tænker og som man har med sig uden at tænke det. Det vil eksempelvis sige: Når billedet i form af omverdenens aftryk suspenderes. Jeg er med andre ord optaget af den iagttagelse, som må foregå, som måske foregår, når man ikke iagttager bevidst. Det synes at være den imødekommende iagttagelse, der får os til at glædes og smile og græde (eller væmmes) i bøger, og naturligvis på film, i form af det præcise og billedrige bybillede eller det eksakte, men dog samtidig drømmeagtige landskabssceneri. Men eksistensen i sig selv, denne væren fra sekund til sekund, lirumlarum eller ruskomsnuk, er som en udflydende vejrudsigt. Man håber på en konkret beskrivelse af noget. Man venter det. Man kan ikke leve foruden. Eller rettere, måske er det lige præcis det man kan.

Vi ser hende bagfra, fra ryggen.

Kvinden står og vasker op. Hun hviler på højre fod, hun hænger i hoften. Så drejer hun sig lidt, står nu med siden til; vi ser at vaskebaljen er lysegrøn. Vaskebørsten er blå. Det vil nok sige: Skaftet på børsten er blå. Hun standser bevægelserne og sænker albuerne, hun retter sig i kroppen. Nu kan vi hverken se baljen eller børsten for hendes krop. Hun læner sig forover og linder på det grønprikkede gardin i vinduets højre side, hun ligesom drejer hovedet helt tæt ved vinduet for at se nærmere på et eller andet, et eller andet der må foregå udendørs. Der må være gardin i begge sider af vinduet. Jeg finder på ordet gardinvinger. To gardinvinger, én i hver side af køkkenvinduet. Vi panorerer nærmere. Vi lader blikket (eller blikket lader os) glide over det øverste af hendes ryg, vi passerer hendes skulder og højresiden af ansigtet, nu befinder vi os et stykke over vasken med baljen – ligesom en fugl eller en bi. Nu følger vi hendes synsretning. Vi ser en flok silkehaler, som har samlet sig i græsplænens eneste træ.

Hvilket træ?

Benævn det.

Besyng fuglenes skønhed, besyng flokken i træet.

Silkehaler.

Ved kvinden at disse fugle er silkehaler? Synes hun de er smukke uden at benævne dem? Kalder hun dem noget? Er hun ligeglad med ikke at kende fuglenes navn, hvis hun ikke kender dem? For kort tid siden hoppede en solsort omkring på græsplænen. Solsorten mindede hende om et program om dinosaurer, som hun så, med et halvt øje, sammen med kæresten. Jeg ved ikke, hvorfor jeg forestiller mig det. Jeg har ikke selv set et program om dinosaurer, ikke for nylig. Et mærkeligt udtryk, det med det halve øje.

For et par timer siden så hun et barn slikke på en enorm, gul slikkepind i Føtex. Slikkepindens flade var næsten lige så stor som barnets ansigt. Måske husker hun det så tydeligt at hun ikke vil glemme det. Eller hun vil (naturligvis) glemme det, men det vil være et billede der kommer til at stå for hende gentagne gange fremover. Billedet kan fremkaldes, eller rettere genkaldes. Det vil simpelthen blive fremkaldt i visse situationer mange år senere.

Alle de billeder der gik igennem dig for blot at forsvinde.

Alle de billeder der gik igennem dig som fem-årig.

Nogle få har du gemt. Eller rettere, det du oplevede filtreres gennem det filter, der er nu. Måske du ikke er enig med din søster om oplevelsen. Erindringerne er nu, i et nu, der forskubbes. Dengang. Dengang.

Måske var det noget andet end dig.

Ikke en kat kan sige, hvorfor det blev de dufte, lyde eller billeder du gemte på. Visse ting er det ikke sikkert du har haft i dig så længe, selv om det virker sådan. En ganske bestemt barndomserindring du genkalder dig ved at se på et gammelt foto, kan være noget du skaber, eller som skabes i dig nu. Måske har de aldrig været der før. De vil ligesom frem, de tanker, du tænker lige nu.

Forskningen i hjernen.

Der skal ske noget i et landskab.

Netop dét landskab, dette landskab.

Stedet bliver situationen.

I virkelighedens verden og ikke litteraturens lægger man mærke til dét, der er nødvendigt for at overleve. Hverken mere eller mindre. Det tilstrækkelige.

Man lægger mærke til, hvad man skal for at komme frem eller hen til, hvor man skal, eller for at klare en given situation.

Nu har jeg for eksempel siddet på en bænk ved busstationen som ligger ved Banegården. Jeg har ikke tænkt på min barndom eller min ungdom eller hvad jeg foretog mig sidste år. Jeg har ikke tænkt på, hvad jeg skal i morgen. Jeg har ikke tænkt på, hvad jeg skal foretage mig i overmorgen. Om en uge er langt væk. Om en uge er et helt andet land.

Jeg sidder stadig på den bænk.

På bænken har jeg mere eller mindre tænkt og skrevet det foregående.

Jeg tror ikke det er afgørende, om du tror på at jeg har skrevet det siddende på bænken eller ej. Havde jeg ikke haft næsen nede i disse ord, er det ikke sikkert at jeg af den grund havde bemærket noget som helst ved at kigge ud mod busholdepladsen. Den ligger lige foran mig, omkring mig. Busholdepladsen ligger for mine fødder. Busholdepladsen er verden.

Om lidt vil det handle om, hvad der sker når jeg passerer bygrænsen og efter jeg har passeret bygrænsen. Jeg tror det er en proces.

Jeg tror ikke det samme var sket, havde jeg passeret en bygrænse for tyve år siden. Jeg ved ikke helt, om begrebet bygrænse giver mening. Jeg ved ikke i hvilke situationer det giver mening, hvordan det giver mening, eller om det, som sagt, giver mening overhovedet. Jeg giver bygrænsen betydning på den måde.

Jeg føler mig godt tilpas.

Jeg sidder og venter på en bus.

Først gik jeg.

Så stod jeg.

Nu sidder jeg.

Til højre for mig sidder en ældre kvinde med tørklæde om hovedet, som hun nu tager af og lægger sirligt sammen og derefter ned i sin sorte dametaske.

Jeg overvejer om billedet skyldes den aktuelle historiske situation, som jeg på den måde indlejrer mig selv og situationen i.

En solid kommunal bænk, der tager dejligt imod røven og ryggen! Dette overrasker mig. Som om man på netop dette sted ikke er nervøs for alkoholikere, stofmisbrugere, hjemløse. Bussen går om tyve minutter.

Man bliver mindre tålmodig med tiden, det vil sige med samfundet.

Jeg veksler mellem man, vi, du, jeg. Pronomener. Personlige. Jeg er fuldstændig ligeglad. Det vil sige, det er jeg naturligvis ikke. Jeg bruger dem der synes passende i de situationer, hvor jeg finder dem passende. Er De på medhør. Medsyn. Gensyn.

Genfærd.

Der er tre busser på én gang at kigge på lige nu.

At destinationerne er forskellige ses af bynavnene over bussernes store frontruder, bag hvilke chaufførerne sidder og glaner. Med ikke særlig opmærksomme øjne ser de på hænderne, der bevæger små plastkort forbi scanneren, før hænderne følger med kroppene videre ind i bussernes kabiner. Videre. Som om noget udvider sig. Der er tale om en kluntet sætning, måske endda grammatisk fejlagtig.

Jeg overvejer at gå i kiosken for at købe et stykke tyggegummi. Der er kioskåbent på dette tidspunkt af aftenen. Så er det åbenbart ikke morgen mere. Den by jeg bor i hører som sagt til de større provinsbyer. Det må være sommer.

Nu er der 10 eller 15 minutter til at bussen skal afgå, 13 minutter helt præcist, så jeg kan sagtens nå det. Næste spørgsmål: Er tyggegummi vigtigt. I går drak jeg det sidste af min tequila. Jeg synes ikke jeg har tømmermænd. Alligevel føler jeg mig ør i hovedet. Jeg har ikke mange penge, men jeg har råd til et stykke tyggegummi, 10 stykker, oven i busbilletten.

Jeg må tænke på udgifterne. Dels skal jeg også tilbage igen med bussen om end muligvis først i morgen (det afhænger bl.a. af seneste busafgang fra Provinsbyen, jeg har ikke gidet tjekket det), dels er jeg ikke klar over, hvad jeg skal foretage mig i Provinsbyen.

Jeg har kun vage ideer.

Jeg tager til Provinsbyen med åbent sind.

Nu ser jeg bussen, dvs rutebilen køre ind på pladsen, jeg standser min skriven, jeg må rejse mig nu.

Jo, den har rette nummer og der står også det rigtige navn på den, gud, hvor den type bus det vil sige rutebil dog keder mig (skriver jeg indefra i rutebilen, for nu kigger jeg ud ad ruden). Jeg kan se ud på bænken, hvor jeg lige har siddet. Nu sidder der tre unge piger med tørklæder. Dem vil de ikke tage af.

Man kunne måske tro at jeg nedfælder alt dette, fordi jeg keder mig. Man kunne tro, at jeg nedfælder alt dette fordi jeg ikke vil kede mig, eller fordi jeg gerne vil kede mig, eller – hvis denne hr eller fru Man var sociolog, filosof eller litterat – fordi jeg ønsker at fortælle eller fremskrive den genkendelige i det moderne i form af tomheden. Det indholdstømte ved det moderne liv, altså, herunder kedsommeligheden. Det er ikke tilfældet. Jeg opfatter det ikke som relevant.

Mit liv er særdeles fyldt med disse ting, det vil sige de forhold jeg her omtaler. Jeg opfatter dem hverken som tomme eller begivenhedsløse, men tværtimod som vigtige. Netop fordi de forekommer så uvigtige. Netop fordi vi synes at farte forbi alt der omgiver os, medmindre der sker ting så drastiske at man ikke kan lade være med at bemærke det. Tænk på krigen. Jordskælv, katastrofer. En flodbølge der når op til husenes tage og alt er forandret.

Hvad der interesserer mig er som tidligere nævnt, hvordan iagttagelse fungerer, når man ikke iagttager, og hvad man bærer med sig uden helt at bære det med sig. Hvis man kan sige det sådan. Det ved jeg ikke. Nu har jeg sagt det.

Lige nu glor jeg ud af vinduet. Det er en afskyelig gade vi kører igennem.

Gaden virker trist, åh, disse ensartede røde mure. Men disse ensartede røde mure ville glimrende kunne hensætte mig i en form for ekstase, hvilket får mig til at spørge mig selv, om jeg egentlig er trist til mode i dag. Er du lidt trist i dag? Ekstasen synes meget langt fra at kunne fremkaldes, selv om jeg havde viljen til det.

Og nu husker jeg begyndelsen (som den former sig lige nu).

Jeg stod op og gav min imaginære kæreste tøj på. Jeg havde i aftes, med hendes hjælp, strippet hende tøjstykke for tøjstykke, inden vi gik i seng, og vi havde et meget tilfredsstillende samvær i sengen … jeg havde nær sagt kærlighedsakt, men jeg tror det ville sende forkerte signaler. Som om kærligheden kunne adskilles fra vores tosomheds meget fine aften med samtale og temmelig god mad og en hel masse vin. På den anden side ville anvendelsen af ordet ‘akt’ i stedet for det noget blegere ‘samvær’ i sengen måske have givet mig anledning til blidt, pralende og måske ynkeligt at tilføje ‘endda flere gange med lykkeligt resultat for begge’. Hvilket i min alder ikke er dårligt. Jeg bliver mere og mere lysten som samfundet går. Det vil sige liderlig. Jeg bryder mig i aftagende grad om at anvende ordet sex. Jeg ved ikke hvorfor. Jeg synes ikke jeg er blasert. Jeg gider ikke høre om det i radio og tv, på nettet, se det i min omverden, overhovedet ikke.

Jeg havde ikke held til at forklare min kæreste at hun i denne sammenhæng var imaginær, bl.a. fordi hun skulle optræde i denne her tekst (havde jeg tænkt), og at min – lige så virkelige, men jo også på papiret imaginære – rejse ligeledes var det, selv om jeg tog af sted, særdeles målbevidst men uden mål, eftersom alene ordet ‘rejse’ ville føre mig og eventuelle læsere eller lyttere, altså hvis jeg forsøgte at fortælle historien, hvad jeg ikke kan, på afveje. Måske er det i modstrid med at disse ord har en afsender. Uafladeligt ville det føre til forventninger som jeg nægter at have og derfor heller ikke har.

Jeg gav min dejlige kæreste et farvelkys. På denne muterende afstand elsker jeg hendes imaginære ansigt, mund og hendes hofter, men også lidt hendes fødder, som jeg klart kan se for mig, når jeg lukker øjnene. Jeg kan udpege hendes fødder blandt 10.000 andre fødder. Jeg bildte mig ind at have aflagt mine forventninger til Provinsbyen og gjort mig åben, fuldstændig åben.

Jeg kigger ud på gaden. Busruden spejler mit fjæs. Nu drejer vi heldigvis. Det er ikke gaden, der gør det, drejer, vi er på vej ud af byen, men jeg er irriteret over at jeg blev sur på den gade, ja, faktisk lidt trist, for jeg var jo ikke trist.

Jeg anser disse forholdsvis hurtige stemningsskift for at være en del af tilværelsen.

Måske vil disse stemningsskift alt i alt udglattes i Provinsbyen jeg er på vej til og endnu mere, hvis jeg nu igen bosatte mig i de få huse ved jernbaneoverskæringen hvor voksede op og hvor jeg legede med min grandkusine lige over på den anden side af vejen. Jeg kigger ud af ruden. Jeg ser ingenting, skriver jeg nu, men bliver herved opmærksom på det. Nu ser jeg faktisk på nogle marker og lidt skov og nogle bygninger.

I hvilken verden befandt jeg mig fra det moment hvor jeg kiggede på gaden med de røde mure, gaden som irriterede mig og som det efterfølgende irriterede mig at jeg lod irritere mig: Hvad foretog jeg mig fra det moment jeg kiggede ud af ruden og gloede på den gade og så til nu, hvor vi kører i det man kalder åbent land. Jeg husker det ikke. Jeg var ikke på nettet (med telefonen). Jeg lyttede ikke til musik. Jeg var i mit hoved. Nu ser jeg et flere meter højt væsen gå ud over marken. Dette enorme væsen skrår simpelthen med meget lange skridt over skel, over hegn. Det er en kæmpe. Nu ser jeg, at den, eller han, ikke har noget ansigt.

Der er ingen by. Der er huse og det man kaldte husmandssteder og gårde med spredt hånd langs landevejen.

Nu ser jeg lidt mere, men det interesserer mig ikke. Det betyder på ingen måde, at jeg ikke interesserer mig for turen. Eller at jeg ikke er spændt.

Jeg befinder mig hverken i mig selv eller uden for mig selv. Jeg interesserer mig for turen. Omverdenen, forstået som den udenfor busruden, er kun i glimt af betydning, trænger kun med mellemrum igennem til mig.

Vi har befundet os i dette mere og mere åbne landskab i nogen tid.

Vi er mig og syv andre i bussen, nu steg der to på, så nu er vi ni passagerer i alt.

Jeg tæller efter for at være sikker.

Antallet af passagerer skal gengives korrekt.

Vi er cirka otte kilometer fra Provinsbyen. Jeg så det på et aflangt skilt med klare røde bogstaver på hvid baggrund, det pegede i kørselsretningen.

Med en bus det vil sige en rutebil som den jeg kører i er chancerne for at fare vild naturligvis lille for ikke at sige ikke-eksisterende, i forhold til destinationen.

Engang jeg besøgte Marianne i Norge, det er i Arendal hun bor (men det kan have været i Kristianssand hændelsen foregik) kørte buschaufføren af ruten. Buschaufføren kørte ganske ukorrekt en anden vej end han skulle, for der var kun mig og en anden i bussen, og han ville gerne hjælpe mig til at komme eksakt derhen hvor jeg skulle (der var vel langt fra stoppestedet til mit endelige bestemmelsessted, vil jeg tro). Det havde den anden passagér sandelig ikke noget imod. Det var formidabel service.

Hvis noget kan kaldes det modsatte af at fare vild, så må det være dét. Men det er som at sige at det modsatte af en by er, hvis byen står på hovedet og har boret tagryggene ned i jorden og gaderne svæver oppe i luften. Nu er der en hel masse hæk og platantræer på begge sider af vejen.

Jeg kan godt lide platantræer. Deres ligesom skrammede ydre med den her bark som hvert enkelt træ udskiller fra sin stamme helt bevidst, taler til noget i mig. Måske er der ikke den store forskel på et platantræs bevidsthed og min egen. Måske er centralnervesystemers betydning overvurderet. At føle i hver fiber af sit blad.

Jeg er spændt på at komme til Provinsbyen, hvor jeg har været flere gange før. Det er flere år siden sidst. Jeg glæder mig til at stå af på busstationen, at strække benene, at gå op i forretningsgaden eller gaderne. Jeg husker ikke om der er gågade, men det er der med meget stor sandsynligvhed, jævnfør det jeg skrev indledningsvist. Enhver provinsby har etableret en eller flere gågader. Jeg glæder mig til at se de butikker, der findes alle andre steder, men præcis hvilke har de mon i denne provinsby. Jeg glæder mig til at spadsere rundt i Provinsbyen. Nu er vi der næsten. Også her er der Platantræer.

[ …. ]